PDF-udgave af seneste vedtægter.

§1 Foreningens navn er “Grundejerforeningen Frugtparken”

§2. Foreningens hjemsted er Skive kommune under Retten i Viborg, der er foreningens værneting.

§3. Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes nuværende og fremtidige fælles interesser af enhver art i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme. Grundejerforeningen er berettiget til at fremskaffe og administrere de midler, der skal anvendes til realisering af foreningens formål, herunder fastsættelse nærmere regler for, hvorledes medlemmerne skal betale bidrag, samt til efter forudgående godkendelse på en generalforsamling at underskrive og lade tinglyse deklarationer med eller uden pant.
De af foreningen til gennemførelse af nævnte foreningsformål trufne bestemmelser er fuldt bindende for de enkelte medlemmer. 
Foreningens bestyrelse skal være berettiget til at udfærdige et ordensreglement. Ordensreglementet, der skal vedtages af en generalforsamling med 2/3 flertal af de afgivne stemmer, træder i kraft fra det er udsendt til medlemmerne.

§4. Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af grunde, der er omfattet af de partielle byplanvedtægter nr. 10 og 12 Frugtparken, bortset fra for tiden matr. Nr. 7a Resen. Grundejerforeningen skal være berettiget til med 2/3 majoritet af de på en generalforsamling afgivne stemmer at træffe bestemmelse om, at også ejere af grunde udenfor foreningens område kan være medlemmer af foreningen, eller at grundejerforeningen kan sluttes sammen med en anden grundejerforening.

§5. Når et medlem overdrager sin grund eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er han fra overdragelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue.
Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen. For eventuelle restancer til foreningen hæfter den til enhver tid værende ejer af ejendommen.
Både den tidligere og den nye ejer er pligtige til at anmelde ejerskiftet til foreningen ved dennes kasserer og i forbindelse hermed oplyse foreningen om den nye ejers navn, bopæl, mailadresse og telefonnummer samt ejendommens matrikelnummer.

§ 6. Foreningens medlemmer hæfter i forhold til tredjemand ikke solidarisk for foreningens forpligtigelser.
I forhold til foreningen hæfter medlemmerne pro rata, hvilket også gælder for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer.
Ved foreningens oprettelse betales af hvert medlem for hver grund, han ejer, et indskud pr. udstykket grund på kr. 50,-, der forfalder til betaling senest 2 måneder efter den stiftende generalforsamling. Der skal ikke betales indskud ved senere salg af grunde.
Ved udstykning af grunde, der foretages efter afholdelsen af den stiftende generalforsamling, betales ligeledes et indskud på kr. 50,- pr. grund. Dette indskud forfalder til betaling senest 2 måneder efter datoen for ministeriets udstykningsapprobation.
I øvrigt betaler hvert medlem for hver grund, han ejer, et kontingent til foreningens administration og øvrige udgifter. Kontingentet, der fastsættes af den ordinære generalforsamling, forfalder helårlig med forfald den 1.5. hvert år.
Indbetaling af kontingent kan ske til foreningens konto eller andet af grundejerforeningens bestyrelse angivet sted jf. §17.
Er et medlem mere end 1 måned i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage af berigtige restancen.
Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant, der endvidere skal betale et administrationstillæg for restancen, svarende til 1/4 af årskontingentet.
Er restancen ikke indbetalt senest 8 dage før generalforsamling, fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling samt valgbarhed

§7. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

§8. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned i Skive. Den indkaldes af bestyrelsen med 4 ugers varsel ved skriftlig meddelelse til hvert medlem under den i medlemsprotokollen anførte adresse eller mailadresse.
Det påhviler hvert medlem i egen interesse at holde foreningen underrettet om enhver adresseforandring jf. §5 3. afsnit.
Dagsorden, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen eller ved opslag på foreningens hjemmeside www.frugtparken.dk..
Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. Februar.
Sager, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.
På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles – jfr. dog § 12: 
Valg af dirigent. 
Bestyrelsens beretning om det forløbne år.

  • Aflæggelse af regnskab underskrevet af bestyrelsen og revisor.
  • Rettidigt indkomne forslag.
  • Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent.
  • Valg af formand for bestyrelsen.
  • Valg af kasserer.
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter.
  • Valg af 1 revisor.
  • Valg af 1 revisorsuppleant.
  • Fastsættelse af maksimal kassebeholdning hos kassereren.
  • Eventuelt.

§9. Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, at holdes så ofte som bestyrelsen finder det nødvendigt eller efter at mindst 1/4 af foreningens medlemmer – der ikke er i restance til foreningen – til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring med angivelse af dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling. Når sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse.
Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.

§10. Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen.
Hvert medlem har en stemme for hver grund, det ejer.
Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre generalforsamlingen eller dirigenten finder, at en skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig.
Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end én fuldmagt.
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, jfr. Dog §§ 3, 4 og 11. Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.

§11. Til vedtagelse på en generalforsamling af beslutninger, der går ud på anvendelse af fællesarealer, forandringer af foreningens vedtægter, ordensreglementer, bevilling af ekstraordinære store midler (større end 50.000,- kr.) udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side og optagelse af lån, kræves at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer og at mindst 1/4 af foreningens medlemmer er mødt. Såfremt der ikke er mødt mindst 1/4 af foreningens medlemmer indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutningen træffes ved simpelt stemmeflertal. Bestemmelsen om, at medlemmerne ikke hæfter solidarisk overfor tredjemand kan kun ændres ved énstemmighed hos samtlige medlemmer.
Når der på en generalforsamling er truffet gyldig bestemmelse om bevilling af midler udover det til administration nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes sider eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutninger.

§ 12. Bestyrelsen består af fem medlemmer, Formanden og kassereren vælges direkte af generalforsamlingen.
Den valgte bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand. I tilfælde af formandens varige forfald indtræder næstformanden som formand indtil næste generalforsamling.
Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen således, at formand samt 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år og kasserer samt 1 bestyrelsesmedlem vælges i lige år. Suppleanter vælges for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen har ret til at ansætte og bestemme aflønning m. m. af en sekretær, der ikke behøver at være medlem af foreningen.
Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra tre på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må, hvis blot ét medlem af bestyrelsen kræver det, udgå af bestyrelsen, og en suppleant indtræder da i hans sted.
Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end tre, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.
Kassereren, der skal være medlem af grundejerforeningen og bestyrelsen, modtager et årligt honorar, der fastsættes af generalforsamlingen.
Såfremt kassereren får forfald, udpeges en midlertidig kasserer af bestyrelsen.

§ 13. Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed – herunder drift og vedligeholdelse af fællesarealer – og varetager dens formål og interesser. Bestyrelsen er dog berettiget til at ansætte og bestemme aflønning m.m. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af eventuelle fælles anlæg.
Der afholdes møde, så ofte formanden eller to medlemmer finder det nødvendigt. Over det under forhandlingerne passerede føres protokol, der skal fremlægges og godkendes af bestyrelsen på det næstfølgende bestyrelsesmøde.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer giver møde.
Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden med 8 dages forudgående skriftlig varsel.

§ 14. Foreningen tegnes overfor tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formand og kasserer i forening, jfr. dog §11, sidste stykke.

§15. Generalforsamlingen vælger en revisor og en revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted.
Revisor gennemgår mindst én gang halvårligt foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelse og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede, hvorefter han indgiver sine revisionsbemærkninger til bestyrelsen.
Revisor kan når som helst foretage kasseeftersyn og skal foretage et sådant uanmeldt mindst én gang årligt.

§16. Foreningens regnskabsår er kalenderåret, første regnskabsår dog fra foreningens stiftelse og indtil 31.12.80. Regnskabet skal tilstilles revisor inden den 15. Januar og skal af denne være revideret såvel talmæssigt som kritisk så betids, at en ekstrakt med revisorpåtegning kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelse til generalforsamlingen.

§17. Medlemmernes indbetaling foretages til foreningens konto, via PBS eller til kassereren, der indsætter foreningens midler i bank, sparekasse eller anden pengeinstitut i foreningens navn.
På kontoen kan kun hæves af kassereren i forbindelse med enten formanden eller næstformanden.
Den kontante kassebeholdning må ikke overstige et af den ordinære generalforsamling fastsat beløb.

§18. Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller 1/2 af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter de om lovændringer fældende regler. Forslaget skal indeholde bestemmelse om anvendelse af foreningens formue. Foreningen kan dog ikke opløses uden samtykke fra den påtaleberettigede i henhold til deklarationer lyst den 20.08.1976 og 19.08.1977.

§ 19. Forekommer der spørgsmål, hvorom disse love intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§20. Ingen vedtægtsbestemmelse må være i strid med tinglyste deklarationer eller nogen kommunal vedtægt. Deklarationerne for områderne under de partielle byplaner nr. 10 og 12 indgår som en del af nærværende vedtægt. Heraf følger bl. a. at veje og stier på de såkaldte >>storparceller<< er omfattet af samme brugsrettigheder og vedligeholdelsesforpligtelser som er gældende for veje og stier indenfor parcelhusområdet.